Huawei – en dårlig business case for Danmark
Huawei er meget omtalt i forhold til 5G netværket og debatten kører på hvilken tillid, vi kan have til Huawei.
Der er noget grundlæggende i denne case, som er et helt generelt problem – nemlig at købe for billigt. Der kigges ikke på TCO (Total Cost of Ownership), man skal bare have noget, og det skal være billigt.
Men man kan ikke bare alene anskue en investering alene på anskaffelsessummen – man skal have de samlede omkostninger med i hele ”dimmerens” levetid inkl. bortskaffelse. Og når man ser det i en business case og gevinstrealiserings-sammenhæng, så skal man også se på de konsekvenser, som det også kan give. Også kaldet ”negative gevinster”.
Et bud på negative gevinster, kan være kapselforbrug ved brug af Nespresso maskiner, eller tonerforbrug ved de billige ink-jet printere. Men i forhold til Huawei er holdningen i medierne klar: Man køber for billigt ved valg af Huawei – men politikkerne vil købe billigt, da man mener danskerne er så prisfølsomme.
Faren truer
Risikoelementerne ved valg af Huawei, som leverandør af det nye 5G netværk er:
1) Kinesere lænser os systematisk
2) Russerne får info til brug i jeres spiontjeneste.
Kina er simpelthen i gang med at kopiere alt, hvad de kan, inden for nogle bestemte områder.
Det er ikke første gang i historien det skete. Japan i 60’erne var ikke et hak bedre. Men det gør det ikke mindre lovligt.
Spørgsmålet er bare, hvad koster det os at få kopieret vores viden?
I Danmark siger vi, at vi skal leve af vores viden. Vi er et videnssamfund. Derfor skal vi også sikre os. Dette inkluderer også vores digitale infrastruktur, som ikke må være pivåben.
