Krænkelseskulturen breder sig: Dansk Bank og Nordea krænket af blockchain
Nu er krænkelseskulturen for alvor kommet til banksektoren – faktisk er hele sektoren krænket over blockchain, som påstår, at de kan gennemføre sikre transaktioner mellem parter, der ikke har tillid til hinanden.
”Vi har tillid til hinanden inden for banksektoren” siger Sven Bendtsen, som lige er tiltrådt som CTO (Chief Trust Officer) i Bank Nordan. ”Jeg forstår ikke, hvorfor vores kunder ikke har tillid til os, når vi selv indbyrdes har tillid. Det er meget krænkende.” tilføjer han.
Sven Bendtsen har over for businesscase.dk forklaret, at han på banken og hele sektorens vegne føler sig krænket over businesscase.dk’s stifter og blogger på Version2, Martin J. Ernsts udtalelser på de sociale medier, hvor han har påstået, at banksektoren havde problemer med tillid.
Bl.a. i artiklen ”Hader bankerne fortsat Bitcoins og andre cryptovalutaer?” hvor Martin J. Ernst skrev: ”I 2019 bliver Bitcoins og andre crypto-valutaer ikke branchens største hovedpine, da den har et andet og mere presserende problem; nemlig tillid. Og alle ved, at tillid skal tjenes. Branchen i Danmark har anerkendt den mistede tillid i forbindelse med deres konference i december 2018. De har noget, de skal arbejde på. Danske Bank lider under det, men det er et internationalt problem.”
Bitcon og andre crypto-valutaer er velkommen
”Vi hader bestemt ikke Bitcoins og andre crypto-valutaer, men vi forbeholder os ret til at se kritisk på denne potentielle distrupter af vores sektor. Og en måde at håndtere dette på, er at bandlyse dette på samme måde, som paven bandlyser bl.a. abort. Vi i banksektoren mener faktisk, at vi bør have den samme magt som paven. Nej, vi bør have mere magt end paven. Vi tror ikke på en højere sag end os selv. Faktisk føler vi os også krænket af paven – han har sin egen bank. Vi bør være bank for paven. Han skulle have en kæmpe skat efter Tempelridderne. Jeg ved godt, at andre siger noget andet, men det vil jeg i så fald være krænket over”. Siger Sven Bendtsen CTO (Chief Trust Officer) i Bank Nordan.
”Faktisk føler vi også krænket over at man kalder det hvidvask i bankerne” siger Sven Bendtsen. ”Vi har faktisk valgt at lancere vores nye produkt under navnet ´Kulørvask´ for at undgå at krænke vores kunder med en anden hudfarve end hvid. Dog har vi i Jylland en produktvariant, som hedder Mørkvask, hvis det er meget sorte penge. Faktisk kan det heller ikke hedde sorte penge, men det er så indbegrebet i folks bevidsthed som at google (det bør binges). Vi har i flere omgange forsøgt at kalde det orange, men det begreb har DSB sat sig på. De har også krænket os, da de laver pengeoverførelser over Storebælt i form af kontanter i passagernes lommer, ” afslutter en stærkt krænket Sven Bendtsen.