Hvad er værdien af god cybersikkerhed? – Digital CxO Lounge den 16. juni 2020
Hvad er værdien af god cybersikkerhed?
Martin J. Ernst taler om emnet på Digital CxO Lounge “Kom med forrest i kampen for bedre cybersikkerhed” webinaret arrangeret af Computerworld og Check Point Software. Det foregår den 16. juni 2020 kl. 9.
Læs mere på computerevent.dk’s hjemmeside.
Er din virksomhed rustet til både coronakrise og cyberkrise? Sid med, når virksomheder, eksperter og leverandører diskuterer it-sikkerhed i et forretningsmæssigt perspektiv.
På direktionsgangene i de danske virksomheder arbejdes der på højtryk med digitalisering. For digitaliseringen er det nye konkurrenceparameter, som kan drive væksten og sikre, at du er klar til at udnytte de nye forretningsmuligheder, som digitaliseringen rummer.
Med digitaliseringen følger dog også nye cybertrusler, som også topledelsen skal forstå – og tage alvorligt.
Store danske virksomheder er blevet hacket med store tab til følge. Der kommer hele tiden nye cybertrusler til – senest har Corona-krisen vist sig at være arnested for nye måder at kompromittere borgernes og virksomhedernes it-sikkerhed på. Hvordan er vi som samfund gearet til at modstå en fjende, vi ikke kender? Og vil vi kunne modstå en cyberkrise parallelt med Corona-krisen?
Det er emnet for dette møde. Mødet er det første i en række Digital CxO Lounges, hvor vi sætter det nye cybersikkerhedsparadigme på dagsordenen i et strategisk og forretningsmæssigt perspektiv.
I dette digitale møde kan du derfor møde en række eksperter, virksomheder og leverandører, der deler deres bedste råd til at håndtere cyberkrisen.
Kan Danmark håndtere en cyberkrise samtidig med coronakrisen?
EUROPOL har advaret om, at et cyberangreb kan føre til lammelse af en hel sektor eller et samfund, og at det ikke længere er utænkeligt, at det vil ske. Samtidig advarer forsvarsminister Trine Bramsen om en stigende cybertrussel mod Danmarks kritiske infrastruktur. Og fra udlandet kommer der løbende rapporter om daglige angreb mod hospitaler og offentlige myndigheder. I april blev Italiens velfærdsinstitut ramt, mens det var i færd med at udbetale økonomisk krisehjælp til hundredtusinder af italienere. Og i midten af marts forsøgte hackere at bryde ind i WHOs systemer. Det hele foregår samtidig med en krise uden fortilfælde, hvor den nationale og globale sammenhængskraft afhænger direkte af Internettet.
Martin J. Ernst stiller spørgsmålstegn ved, om Danmark er klædt på til at klare en cyberkrise samtidig med coronakrisen? Hvad er konsekvenserne for erhvervslivet og for samfundet? Hvad er business casen for den krævede investering?