Konsulenthuset 1stroke erfarer, at en lang række investeringsbeslutninger tages både i den private sektor og i den offentlige sektor uden, at der først er udarbejdet en solid business case. Prioriteringen af investeringer sker heller ikke ud fra, hvilke investeringer, der giver det største afkast og/eller den største effekt.
Når der så udarbejdes business cases, er det oplevelsen hos mange organisationer, at de ikke fører til de ønskede resultater. Business case beskrivelserne er ofte, ligesom gevinstrealiseringen, mangelfulde. Ofte inddrages alene de økonomiske aspekter og endda på et ufuldstændigt grundlag.
Forudsætningerne for at realisere business casen, analysen af interessenter og risici får ligesom forandringsaspekterne en “stedmoderlig” behandling.
Linjeledelserne eller fagforvaltningerne og topledelserne har fokus andre steder. Derfor kan opfølgningen på business casen være så mangelfuld at ingen reelt ved, hvilke effekter der er kommet ud af den oprindelige investering, og det fortaber sig i tågerne, hvem der egentlig har ansvaret for at samle gevinsterne op.
1stroke har i flere år gennemført en række undersøgelser, der bekræfter ovenstående billede.
“Vi må bare konstatere, at der fortsat er en del at gøre for at få det fulde udbytte af business cases og gevinstrealiseringsplaner,” siger CEO i 1stroke, Martin J. Ernst, som lister syv opmærksomhedspunkter op.
7 veje til en succesfuld business case
1. Virksomheden/organisationen skal beslutte sig helhjertet for at være en værdidrevet virksomhed, hvor værdiskabelse og business cases er centrale omdrejningspunkter. Med værdi menes ikke kun økonomi, men også service, kvalitet og andre ikke-økonomiske effekter
2. Virksomheden skal få bedre styr på alle de mange forskellige aspekter, der skal håndteres, når en business case og gevinstrealiseringsplan skal udarbejdes og realiseres. Der skal sættes standarder for format og indhold i beskrivelsen af business casen og gevinstrealiseringen. Kun herved kan business casen både blive et beslutnings- og styringsdokument.
3. Kvalitet i beskrivelsen af økonomien, gevinsterne, risici, forandringer, interessenters forventninger, ansvarsforhold og realiseringsplan skal prioriteres højt. Det gælder også for den forretningsmodel, som business casen skal indgå i.
4. Business case arbejdet skal sikres bred organisatorisk forankring og ikke mindst ledelsesmæssig commitment. Topledelse og linjeledelse samt projektledelse skal sidde med ved bordet, hvor business casen og gevinstrealiseringsplanen aftales, så alle parter forpligtes til at realisere business casen.
5. Gevinstrealiseringen må tage højde for de ændringer, der skal gennemføres, og om der skal investeres i nye forretningsgange og teknologi samt forandringsledelse, herunder håndtering af de menneskelige aspekter
6. Business cases må som beslutningsdokument give grundlag for at prioritere investeringer i forhold til afkast og effekt og være en integreret del af en porteføljestyringsmodel.
7. Business cases må som styringsdokument være dynamisk (version opdateres) og indgå i en transparent governancestruktur, der binder projekter og driftsfunktioner sammen og bidrager til en værdidrevet ledelseskultur.
1stroke tilbyder en lang række kurser i business cases og gevinstrealisering, hvor kursusdeltagerne kommer hele vejen rundt i de vigtige værktøjer og metoder til udarbejdelsen af en solid business case. Det sker gennem undervisning og en række hands-on-øvelser.
Er du nysgerrig på, hvilke kurser 1stroke tilbyder, kan du tjekke dem ud her.