businesscase.dk > Nyheder > Aktuelle nyheder > 4 gevinster din virksomhed kan få ud af EU’s persondataforordning
eu flags
Foto: FreeImages.com/Damian Hoffman

4 gevinster din virksomhed kan få ud af EU’s persondataforordning

Konsekvenserne ved EU’s nye persondataforordning er andet og mere end bøder. Der er også gevinster og nye muligheder forbundet med at være “den gode dreng i klassen”.

Med trusler om alvorlige sanktioner og klækkelige bøder vil EU’s kommende persondataforordning tvinge offentlige og private virksomheder til at beskytte og sikre persondata på en mere struktureret måde end tidligere.

Forordningen vil få konsekvenser for langt de fleste virksomheder og organisationer, når den træder i kraft til maj næste år. Allerede nu er der derfor stor fokus på de nye krav, og hvordan man som virksomhed får implementeret de nye processer og strukturer på bedst mulig måde.

“Man skal have kortlagt, i hvilke it-systemer, man har de personfølsomme data, og så skal man samtidig også sikre, at man både nu og fremadrettet behandler personfølsomme data efter reglerne. Det er et meget stort og omfattende arbejde,” siger Jimmy Kevin Pedersen, ekstern lektor på IT-Universitetet.

business case
Ass. partner i 1stroke, Jimmy Kevin Pedersen, og CEO, Martin J. Ernst, er eksperter indenfor business cases.

Af samme grund er EU’s kommende forordning blevet stemplet som en “administrativ byrde”, “papirtiger” og som “spild af penge”. Men ifølge 1stroke bør man som virksomhed forsøge at vende bøtten og slippe det negative mindset. For udover at undgå et alvorligt bøde-smæk, hvilket jo i sig selv er en positiv ting, vil man som virksomhed kunne høste en lang række gevinster ved at blive compliant med de nye regler.

“I stedet for at se persondataforordningen som en plage eller en kedelig opgave, man bare skal løse, kunne man også anskue den som en mulighed for at få gået sine systemer efter i sømmene – at få gjort forårsrent,” siger Jimmy Kevin Pedersen, der 1. og 8.  marts holder oplæg om forordningen som en god business case på Computerworlds event “Bliv klar til EU’s persondataforordning”.

Brug business casen som kompas
1stroke, der rådgiver en lang række private og offentlige virksomheder indenfor gevinstrealisering, peger på, at business casen kan være et hjælpsomt redskab til at høste de skjulte gevinster ved persondataforordningen.

“Ved at bruge business casen som kompas, får du bedre styr på, hvor du vil hen. Samtidig får du en værdidrevet gennemførelsesproces, som afspejler dit mål for arbejdet,” siger CEO i 1stroke og ekstern lektor på IT-Universitetet, Martin J. Ernst, som her præsenterer nogle af de gevinster, en virksomhed vil kunne få ud af persondataforordningen via business casen:

  1. FÅ STYR PÅ SYSTEMER OG DATA
    Få gjort forårsrent ved at få styr på og sat system i de personfølsomme data samt it-systemer og subsystemer (porteføljen af it-systemer). Dette giver både den gevinst, at systemer bliver mere strømlinede, men også at kunderne oplever, at der er styr på tingene. Ved samme lejlighed kan man se på de forretningskritiske systemer og data og tjekke, om sikkerheden er i orden.
  2. INDHENT NYE KUNDER
    Som følge af reglen om dataportabilitet vil din virksomhed få mulighed for at score nye kunder, som er blevet trætte af konkurrenten, da enkeltpersoner kan kræve at få overflyttet alt sin persondata til en anden dataansvarlig (dette kan dog også gå den anden vej). Ligeledes er enhver kundekontakt en mulighed for både kundefastholdelse og mersalg.
  3. INDENTIFICER KUNDEMØNSTRE
    Din virksomhed kan få bedre styr på brugernes adfærdsmønstre, da virksomheden bliver tvunget til at danne sig et overblik over de persondata, som de allerede har liggende. Dette kan bruges til at få en bedre forståelse for kunderne og til at målrette kampagner og segmentere i forhold til forskellige kundegrupper – Business intelligence (BI).
  4. FÅ BEDRE AFTALER HOS LEVERANDØRER
    Med de nye processer og krav vil der være mulighed for genforhandling af kontrakter og aftaler med tredjepart, som gør det muligt at tage vilkår og forretningsbetingelser op.

Bliv klædt på til persondataforordningen, og tilmeld dig Computerworlds konference d. 1. og 8. marts. Her kan du også høre oplæg fra Plesner, Lego, Danfoss og Datatilsynet.